Optræder du på tv, er der ud over dine budskaber især fokus på dit udseende, kropssprog, ansigtsmimik og samlet fremtoning. Du er som kulturperson ikke underlagt helt de samme former for påklædning og udseende, som resten af mediets gæster. Du skal faktisk helst stikke lidt ud – både i din tøjstil og din adfærd.
Deltager du i regionalt tv, vil du opleve, at det meste er redigeret på forhånd, hvor du i gennemsnit taler i 8-12 sekunder ad gangen i små bidder. Du kan dog også optræde som gæst i liveudsendelsen, og så er der måske 2-3 minutter at gøre godt med. Det kræver i særlig grad evne til at levere one-liners, eller som nogen kalder det: At tale i overskrifter. Du kan med fordel forberede dig på et par velsiddende skarpe sætninger om emnet, som du ved fænger.
Forbered dig sprogligt
TV er meget planlagt, og hvis du for eksempel udtaler dig upræcst til kameraet, så vil journalisten ofte bede dig sige sætningen igen, og måske lige frem sige til dig, at du skal starte din sætning på den og den måde. Det bliver de let trætte af, så har du forberedt dig godt sprogligt, kan du sagtens aftale disse one-liners med journalisten, eller bare fyre dem af fra hoften.
Journalisten kan allerede ude på optagestedet se dit statement som en del af åbeningen af programmet, hvis den sidder i skabet, og han vil gerne have sin historie med blandt de tre hurtige klip, der næsten altid åbner en nyhedsudsendelse. En god one-liner kan derfor være med til at skubbe en teaser for din historie helt frem i udsendelsen. Ansigtsmimik betyder ganske meget, da det uden ord signalerer dine indre følelser. Læg derfor an til en rolig reaktion på journalistens spørgsmål, da forbavselse kan signalere begyndende panik og dermed, at du er på glatis og allerværst – har noget at skjule. Et rart smil og imødekommende blik og en ægte interesse i journalistens spørgsmål forplanter sig hurtigt til skærmen og giver seeren et positivt indtryk af dig.
Kontroller dit kropssprog
Deltager du i mere fakta-baserede programmer, evt. på TV2-regionernes kanal eller på landsdækkende tv, vil stilen ofte være mere afslappet. Men du skal ligesom på radio, have det sproglige beredskab på plads. Det skal være skarpt og fængende, men på tv betyder din gestik også ganske meget. Undgå vilde fagter med armene, virren med hovedet og at skifte siddestilling hele tiden. Det signalerer nervøsitet og mangel på kontrol direkte ud på skærmen. Det modsatte duer heller ikke. Sidder du stille som en forstenet figur, signalerer du også nervøsitet og konformitet, og det har stor betydning for, hvordan det, du siger, bliver opfattet.