Medietræning #7 Den politiske debat som samtaleform
En almindelig samtale har en sproglig logik, der er bygget op omkring at skabe enighed. Men når du debatterer med en politisk modstander, er det vigtigt, at du forstår at skabe uenighed.
Af Lasse Marker, CEO Why Consulting
Når du taler med dine kollegaer, familie og venner er endemålet som regel at føre en opbyggelig samtale og nå til en grad af enighed.
Det kommer til udtryk i sproget, både når du udtrykker enighed gennem ord og lyttelyde, når din modpart taler - og når du venter på din taletur og dermed anerkender, at talen skal fordeles mellem jer.
Din samtalepartner oplever hermed både at få anerkendt sine holdninger og argumenter igennem forskellige former for opmuntringer, og han eller hun opnår samtidig en tryghed og selvsikkerhed, når det anerkendes, at talen skal falde i ture.
Sprogvidenskaben arbejder med begrebet Conversation Analysis (CA), der betegner social interaktion gennem verbal og nonverbal kommunikation.
Begrebet hviler på forestillingen om, at samtalepartnere altid søger at opnå enighed og har en fælles sproglig overenskomst med det formål at udvikle samtalen.
Men når du befinder dig i en kulturpolitisk debat med en modstander, der udtrykker holdninger, der er uforenelige med dine og din kulturinstitutions interesser, skal du vise dig i stand til at skabe en sproglig og meningsmæssig opposition.
Deltager du i den kulturpolitiske debat, vil du for det meste møde interesserede diskussionspartnere, der taler kulturen op. Men du vil også opleve politikere og debattører, der ikke anerkender kulturens værdi, og som argumenterer for besparelser, nedskæringer og nedprioritering af kulturen.
Mødes du med de nævnte synspunkter i en kulturpolitisk debat, er det nødvendigt, at du markerer en sproglig opposition til synspunktet: Du skal vise dig i stand til at markere uenighed.
Men selv, når du vil markere uenighed, har du mulighed for at vinde læserens, lytterens eller seerens sympati. Det gør du ved at anerkende din modstanders argumenter, men samtidig argumentere for dine egne synspunkter - ikke med henblik på at overbevise din politiske modstander, men derimod dem, der læser, lytter eller ser med. Hermed kommer du til at fremstå med overskud og undgår samtidig at havne i et skænderi med din modstander.