Interesseorganisationernes paradoks
De fleste kulturinstitutioner er organiseret i interesseorganisationer, der varetager branchens interesserer over for det politiske system.
Mange af interesseorganisationerne har en god adgang til de relevante politikere og embedsmænd og kan her bringe emner op på dagsordenen, som branchen er optaget af. Det betyder dog ikke, at man som kulturinstitution blot kan parkere interessevaretagelsen her. Det skyldes to forhold.
For det første lider mange interesseorganisationer under et paradoks. I takt med, at de har vokset sig større og dermed taler med en højere stemme, svækkes de samtidig af, at vilkårene og interesserne på tværs af medlemmerne kan variere meget. Især når det handler om omprioritering af kulturstøtten, bliver det svært for interesseorganisationerne at spille en rolle, fordi deres medlemmer har modstridende interesser.
Hvordan skulle TIO (nuværende Dansk Teater) for eksempel forholde sig, da forhenværende kulturminister Bertel Haarder (V) i 2016 flyttede 3,2 mio. kr. fra de små storbyteatre i København til Odense og Aalborg?
Eller hvordan skulle Dansk Musikerforbund forholde sig, da forhenværende kulturminister Mette Bock (LA) i 2017 flyttede 8 mio. kr. fra Symfoniorkesteret Copenhagen Phil til de øvrige landsdelsorkestre?
Interesseorganisationerne skal varetage alle deres medlemmers interesser, og man kan derfor ikke forvente, at der tages hensyn til de enkelte kulturinstitutioners specifikke interesser. Ønsker du at pleje specifikke interesser over for Slotsholmen eller kommunen, må du derfor gøre det selv.
For det andet er det vigtigt at opbygge relationer til beslutningstagerne på Slotsholmen og i kommunen. Dels er det vigtigt at holde sig ajour med, hvad politikerne og embedsværket er optaget af, så du kan nå at påvirke dem i en tidlig fase, hvis der er fare på færde. Dels er det vigtigt at opbygge politisk goodwill og et tillidsforhold, der gør, at beslutningstagerne vil tale med dig og lytte til dine argumenter og synspunkter, den dag du har brug for det. Man bør derfor tage opgaven med politisk interessevaretagelse alvorligt.
Aktiv kulturpolitik og kortere armslængde øger behovet for politisk interessevaretagelse
Behovet for at arbejde professionelt med politisk interessevaretagelse er vokset de seneste år.
For det første har kommunerne siden strukturreformen i 2007 ført en mere aktiv kulturpolitik, hvilket betyder, at muligheden for enten at miste eller forøge sin bevilling er blevet større. På Slotsholmen har vi de seneste år ligeledes set en række kulturministre, der har forsøgt at reformere kulturstøtten fra bunden. Tænk blot på Uffe Elbæk (Å), der havde en Marshallplan for kulturlivet, eller Mette Bock (LA), der ville gøre op med et støttesystem, som hun mente var baseret på historiske tilfældigheder snarere end politiske prioriteringer.
For det andet er armslængden er blevet kortere. Det gælder både på Slotsholmen, men i særdeleshed i kommunerne. Mange kommuner er således blevet mere opmærksomme på, hvad de får for skatteborgernes penge, og blandt de kommunale politikere og kulturchefer er der generel konsensus om, at den tid, hvor man blot lagde en pose penge og gik, er ved at være forbi.
I rapporten ”Museumslandskabet” (2019), som vi har skrevet for Realdania, udtaler Mads Duedahl, rådmand i Aalborg (V): "Når vi giver mange penge til museerne, har vi selvfølgelig også indflydelse på, hvor de skal hen. Vi har samarbejdsaftaler med museerne, hvor vi har en løbende dialog, og derigennem kender de også vores prioriteringer".
I samme rapport udtaler Kim Jørgensen, kulturdirektør i Helsingør:”Vi bliver bedre til at måle på om kultur virker, og hvad er det for en effekt vi ønsker. Det har nogen gange været tabuiseret, men vi gør det i langt højere grad i dag, altså siger, at det også skal bruges til noget. Vi er bevidste om, hvorfor vi bruger kultur”.
Til sammen betyder det, at du som kulturinstitution i højere grad end tidligere bør prioritere en proaktiv lobbyindsats. I de kommende blogindlæg vil vi vise dig hvordan.