Medierne kan bruges til at gøre politiske udspil, der truer din kulturinstitution, til tabersager i offentligheden. Kontakter du pressen med en historie om, hvilke alvorlige konsekvenser et politisk udspil vil få for din kulturinstitution, samfundet og borgerne, vil kulturjournalisterne lave historien – ligesom alle andre journalister, når de ser en konflikt. Fordi kulturstoffet fylder relativt meget i medierne, vil din og andres kritik af forlaget ofte få masser af spalteplads, og det kan derfor hurtigt udvikle sig til en politisk tabersag i medierne.
Kontakt gerne de landsdækkende medier, da det skaber et tungere pres på de implicerede politikere – også selvom der er tale om en lokalpolitisk sag. Presset kan yderligere forstærkes, hvis du kan få markante stemmer til at bakke din sag op i medierne og/eller mobilisere folkelig opbakning på de sociale medier.
Fordi kultur ikke prioriteres særlig højt hverken økonomisk eller politisk, er det de færreste politikere, der er parate til at tabe vælgeropbakning pga. en kulturpolitisk sag. Det gælder især på Christiansborg, mens det i mindre omfang gælder i kommunerne. Bliver sagen først en tabersag i medierne, ender det derfor ofte med, at de politikske partier trækker følehornene til sig. Det er heller ikke ualmindeligt, at partier på dette tidspunkt i processen aktivt går ud og kritiserer forslaget i offentligheden, fordi de kan lugte stemmer. Kommer man først hertil, ender det som regel med, at forslaget falder, og partiet bag forslaget ender som taberen. Medierne kan således være en meget effektiv kanal til at sikre en status quo og forsvare privilegier og bevillinger, der er truet.
Dette er et meget effektivt våben, men det bør være last resort, da det har den negative effekt at gøre alvorlige skader på dit fremtidige forhold til de pågældende embedsmænd og politikere. Omvendt må man heller ikke komme for sent. Er beslutningen først vedtaget i folketingssalen eller i byrådet, så kan det være svært at ændre.