Der er store forskelle på, hvordan kommuner og stat bedriver kulturpolitik. Det betyder, at de lægger vægt på vidt forskellige ting, når de skal vurdere værdien af din kulturinstitutions arbejde.
Kultur som bosætningspolitik, erhvervsudvikling og turismestrategi
Siden Strukturreformen i 2007 har kommunerne i stigende grad brugt kulturen som en del af deres bosætningspolitik, erhvervsudvikling og turismestrategi, hvor et rigt kulturliv opfattes som et middel til at tiltrække skatteborgere, arbejdspladser og turister, der kan give omsætning til de lokale erhvervsdrivende.
Flere undersøgelser viser da også, at kommunens kulturtilbud kan være med til at afgøre, hvor vi bosætter os. Ifølge Danmarks Biblioteksforenings befolkningsundersøgelse i 2015 angiver 44 procent af befolkningen således, at kulturelle tilbud i lokalområdet har betydning for, hvor de har lyst til at bo (Moos-Bjerre og Lange for Danmarks Biblioteksforening 2015: 14)
På samme måde kan et rigt kulturliv være med til at fastholde dem, der bor i kommunen i forvejen. I en Epinion-undersøgelse fra 2018, som er foretaget for Aarhus Kommune, svarer 40 procent af aarhusianerne således, at kultur er den væsentligste grund til, at de er stolte over at bo i Aarhus.
Rabih Azad Ahmad, rådmand i Århus (R) siger: ”Vi har brugt kulturpolitikken strategisk i udviklingen i byen, og det er jo lykkes, når vi ser på opbakningen fra borgerne. Staten skærer jo ned, og dermed er der mindre engagement, vi har valgt at bruge flere penge for at få mere udvikling i byen”.
Kommunernes øgede fokus på at bruge kulturen som en vækstdriver kan også ses i KL, hvor man i 2018 flyttede kulturområdet, så det ikke længere ligger sammen med Børneudvalget, men derimod med Erhvervs- og Planudvalget.
Vi ser det også i KL’s rapport »Virker det?« (2017), hvor 16 procent af kommunerne svarer, at de måler på, om kulturinstitutionerne og -projekterne skaber øget omsætning i den private sektor. Også her adskiller kommunerne sig fra staten, der hverken måler på, om museerne genererer økonomisk vækst eller bidrager til at løfte andre velfærdsopgaver.
Kultur som løftestang for velfærd
I løbet af de seneste år er kommunerne i stigende grad begyndt at bruge kultur som instrument til at løfte andre velfærdsopgaver som uddannelse, sundhed og integration. I KL’s rapport »Virker det?« (2017) fremgår det således, at 90 procent af kommunerne tænker kultur og fritid på tværs af andre politikområder.
»Kommunerne ser ikke kulturinstitutionerne som adskilt fra resten af kommunen, men som en integreret del af kommunens øvrige politikområder«, siger Sofie Plenge, kulturdirektør i Vejle Kommune i rapporten ”Museumslandskabet” (2019).
I Ifølge KL’s formand Martin Damm (V) og KL’s administrerende direktør Kristian Wendelboe skyldes det, at kommunerne står over for en række store velfærdsopgaver, der kun bliver større i fremtiden med en demografisk udvikling, der vil lægge yderligere pres på udgifterne.
Derfor er »tværsektoriel opgaveløsning ikke længere bare en mulighed, det er en nødvendighed«, skriver de i rapporten »Virker det?« (2017).
Ifølge Damm og Wendelboe er kulturinstitutionernes eksistensberettigelse derfor heller ikke længere en selvfølgelighed. I den nye virkelighed er der krav om, at de bidrager til at løse kommunens øvrige kerneopgaver.
»For hvor foreningslivet eller kulturinstitutionerne før nød en selvfølgelig anseelse i kraft af traditionen, samlingen eller ekspertisen, stiller den nye kommunale virkelighed krav om, at både kultur- og fritidspolitikere, forvaltninger og områdets mange aktører kan synliggøre, hvilke af kommunens kerneopgaver de kan være med til at løfte«.
Helt anderledes forholder det sig på Christiansborg, hvor man ikke i nævneværdig grad er optaget af at bruge kultur som instrument til at løfte andre velfærdsopgaver. Alternativet er dog den klare undtagelse. Partiet har således siden 2016 fået afsat ca. 8 mio. kr. på finansloven til kultur på recept, der skal være med til at fremme sundheden.
Gode oplevelser skaber velvære og tilhørsforhold
Endelig har kommunerne større fokus på brugernes oplevelse af indre værdi i mødet med kunsten og kulturen.
Mens staten er optaget af at sikre høj faglig kvalitet, som ses som en forudsætning for, at kulturinstitutionerne kan løfte deres dannelsesopgave – så er kommunerne i højere fokuseret på af at give brugerne en god oplevelse, der ses som et middel til at øge borgernes »velvære«, samt »lokale stolthed og tilhørsforhold«. For kommunerne handler det med andre ord om at skabe tilfredse borgere, der er glade for at bo i kommunen. Det fremgår af KL’s rapport »Virker det?« (2017).
I samme rapport svarer 23 procent af kommunerne, at de laver kvalitative undersøgelser, hvor brugerne spørges til, hvad de fik ud af deres deltagelse i de kommunalt støttede kulturtilbud. Dette i modsætning til staten, hvor Slots- og Kulturstyrelsens kulturvaneundersøgelser alene spørger til, hvor hyppigt danskerne bruger de forskellige kulturtilbud – men ikke hvorfor vi bruger kulturtilbuddene, og hvad vi får ud af det. Der er altså en klar forskel på kommunernes og statens måling af værdi.