Kulturhistorier adskiller sig generelt fra andet journalistisk stof ved, at der ofte er gjort mere ud af formen. Det gælder for alle typer af medier. Der er typisk kælet lidt mere for overskrifter, layout og billederne i avisen, og der er måske ligefrem billedserier online, der fortæller mere end ordene i artiklen. Stilen på tv og radio er en smule mere afslappet. Der er mere frisprog og leg med lyd og billeder, og ofte er der plads til flere både subtile og direkte kommentarer fra journalisterne bag historierne. Også radio- og tv-værterne optræder mere frit, oplevende og personlige i kulturprogrammer.
Det er en tradition, der har udviklet sig lige siden kulturjournalistikken var i sin vorden. Der er stadigvæk en tradition for, at kulturpersonligheder og kunstnere er normbrydere i samfundet, dem der holder en ny linse for øjet, som de også gerne vil have publikum til at opleve verden igennem. Derfor beskriver kulturjournalistikken til stadighed nye tendenser, normbrud og værdier. På samme måde er der en række traditioner omkring brug af kulturpersonligheder og kunstnere i offentligheden som faste leverandører af provokationer, skønhed, ærlighed og originalitet. Dermed udtrykker de en lidt eller endog meget anderledes livsform end flertallet. De kan gå længere med holdningerne og ordene end andre offentlige personer – og netop derfor er de spændende at høre om, se på og lytte til. Journalisten forventer med andre ord noget andet af kulturlederen og kunstneren end af erhvervsmanden og politikeren.
Da mange af kulturjournalisterne også er æstetikere og dermed elsker form, så tilsætter de kreative elementer sammen med det normbrydende indhold, hvilket ofte fører til et mere spraglet og fortællebåret univers. Det kan brugerne rigtig godt lide – ja de forventer det ligefrem. Kulturjournalistik uden en særlig gennemarbejdet form virker ofte flad og ligegyldig.
Nete Nørgaard Kristensen og Unni From har netop påpeget dette forhold i bogen ’Kulturjournalistik - journalistik om kultur' (2011). Kulturjournalistikken skal i sig selv være en kulturel oplevelse for at tilføre værdi til brugerens liv, og for at den kan blive oplevet som relevant. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at noget er nyt eller aktuelt, det skal have nogle formmæssige kvaliteter, der bidrager væsentligt til at øge relevansen af stoffet. Og så er vi tilbage ved det lækre og overraskende avis-layout, de smukke billeder, de overaskende udtalelser og de fritgående værter, der leger med ord og værdier på en let og elegant måde.
Det betyder helt overordnet, at hvis du skal levere indhold, ideer og udtalelser til kulturjournalistiske historier, skal du have både form og indhold med i dine tanker – ligesom det helst skal have afsæt i ændring af værdier, normer og tendenser.
Disse grundlæggende opfattelser gælder især for den type journalist, som vi kalder kulturelskeren. Han opfatter kulturjournalistik som et kulturprodukt i sig selv, hvorfor æstetik og form er to centrale nøgleord. Det samme gælder i mindre grad for vagthunden, der opfatter sig selv som en nyhedsjournalist og først og fremmest ser det som sin opgave at kontrollere kulturens magthavere og skabe debat om kunsten og kulturen. For vagthunden er det vigtigst at være først med det nye, mens formen og æstetikken i udgangspunktet ikke fylder meget i hans opmærksomhed. Alligevel bliver vagthunden i en vis udstrækning nødt til at medtænke form og æstetik. Det skyldes, at der på redaktionerne er en klar overvægt af kulturelskere, og vagthundene føler derfor ofte et pres fra sine kollegaer og chefer for også at tænke form og æstetik ind i sine historier.