Vores vigtigste råd er, at du altid bør stille op til interviews. Mange tror fejlagtigt, at de kan ride stormen af ved at gå i skjul og afvise at snakke med pressen. Vores erfaring er, at intet kunne være mere forkert. Det skyldes i hvert fald tre ting:
For det første er det sådan, at hvis journalisten får en fornemmelse af, at du forsøger at undgå at udtale dig, så sætter det hans alarmklokke i gang. Ingen skal slippe af sted med at gemme sig for pressen! Svarer du ikke, så bliver alle andre med relation til historien ringet op, og så ruller historien alligevel i medierne. Hvis der er noget, der er pirrende for en journalist, så er det, når han kan sige eller skrive: ”Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar”. Det lægger nemlig maksimalt pres på dig, for nu er det ikke bare journalisten, der vil have et svar, det er alle mediets brugere. Igen slippes koblet løs, for nu går der konkurrence i den blandt journalisterne om at være den første til at få en kommentar fra dig, og spekulationerne om, hvorfor du ikke svarer, begynder at fylde.
For det andet ligger nøglen til den gode pressehåndtering i at forstå, hvad journalisten vil have, og så give ham det. I en mediekrise vil journalisten have et interview med sagens hovedperson. Giver du journalisten et interview, så vil han ofte blive mildere stemt over for dig. Hvis du derimod nægter at stille op og stå til ansvar, vil du tænde en ild under journalistens retfærdighedssans, som oftest vil få ham til at dække historien endnu mere indigneret end ellers. Det kan også ofte være en god strategi beredvilligt at hjælpe journalisten med at finde den research og de fakta, han har brug for til sit interview. Det vil ofte kunne tage brodden lidt af journalistens kritik. Vagthunden finder nok under alle omstændigheder de tal og rapporter frem, der kan belyse sagen, men ved at hjælpe sparer du ham for kostbar tid i stedet for at spilde hans tid ved at lege skjul. Hermed vil du have lagt lidt positivt i vægtskålen.
For det tredje så husker journalister som elefanter og sladrer som papegøjer. Afviser du at stille op til interviews, vil journalisten ikke blot være indigneret over din rolle i den aktuelle sag, men også over, at du ikke har modet til at stå til ansvar over for pressen. Det vil han huske i lang tid frem over, og han vil fortælle det til alle sine kollegaer. Fordi der er så få kulturjournalister og -medier i Danmark, kan det risikere at gå alvorligt ud over din fremtidige adgang til pressen. Det er også i sådanne situationer, hvor journalisten efterfølgende kan finde på aktivt at grave efter flere negative historier om dig og din kulturinstitution, eller se mere kritisk på de nye historier, der dukker op.
Vores råd er derfor, at du altid bør stille op til interviews, hvis du havner i en mediekrise. Kunsten er så at forberede sig grundigt på alle ubehagelige spørgsmål inden interviewet. Her kan du med fordel hyre en ekstern ekspert til at lege bidsk vagthund, så du bliver klædt på til at kunne svare på de kritiske spørgsmål, du møder, når journalisten tænder for kameraet, mikrofonen eller båndoptageren.